Vilhelm Ludvig Peter Thomsen

25.1.1842-12.5.1927

 

Teksten er en del af et foredrag, som Keld Sørensen holdt i Historisk Samfund 9.4. 2013 om Randers’ fire æresborgere: Johan Peter von Wildenrath, Hermann Stilling, Vilhelm Thomsen og Henrik Pontoppidan.


Problemet ved at fortælle om VT er, at foredragsholderen skal forstå sprogvidenskabelige afhandlinger, som han absolut ikke forstår, og tilhørerne skal ligeledes have specielle forudsætninger for at kunne opretholde interessen. Dvs.,  at vi genremæssigt ville være henne i en sprogvidenskabelig universitetsforelæsning. Lad mig nævne nogle titler fra VTs produktion:
  1. Den gotiske sprogklasses indflydelse på den finske (disputats 1869)

  2. Andare – andar – anar – atter. En kritisk-etymologisk undersøgelse (1879)

  3. Berøringer mellem de finske og de baltiske (litauisk-lettiske) Sprog (1890)

  4. Hvad betyder guldhornets tawido? (1902)


Hans samlede afhandlinger og artikler er udgivet i fire bind 1919-31


Jeg vil derfor indskrænke den faglige indholdsside til to punkter:


VT og fællessproget

I en særdeles grundig artikel, som blev trykt i 1905 beskæftiger han sig meget grundigt med tanker om et videnskabeligt fællessprog.  Titlen er ”Videnskabens fællessprog”. Artiklen var oprindelig en tale til Chr. IXs 85års fødselsdag i 1902 – måske i respekt for kongen blev den trykt i den dengang gældende retskrivning, hvor VT normalt brugte bolle-å og små begyndelsesbogstaver i navneord.


Forudsætningen for artiklen kan meget vel være den enorme kulturoptimisme omkring århundredeskiftet. Troen på, at fremskridtet ingen ende ville tage, at man ikke kunne forestille sig krige mere – de ville blive for barbariske. Fornuftens og rationalitetens sejr, som den kom til udtryk ved Verdensudstillingen i Paris år 1900. Vi kunne det hele, og måske kunne vi endnu mere, hvis videnskaben fik et fællessprog!


Først gennemgår han latinens historie som europæisk lærdomssprog, af forskellige grunde forkastes latin: det er for kompliceret et sprog, det har været den lærde kastes sprog og derfor haft en undertrykkende funktion, det forbindes for tæt med den katolske kirke. VT ender med at afvise, at man kan genoplive latin. Så er der muligheden for en række kunstsprog. VT siger, at der findes mellem 30 og 40. Grundigt behandler han esperanto og volapük. Esperanto er det bedste bud, mener han, men han ender dog med at konkludere, at han tvivler på, om et plansprog kan få ”en saadan Autoritet eller en saadan Fasthed og Udvikling”, at det er en god idé at gå videre med tanken. Igen efter lange overvejelser, f.eks. om det rimelige i at lade et lille sprog som eksempelvis norsk blive videnskabssprog, så der ikke opstod jalousi mellem de store sprog, konkluderer VT, at engelsk er det kommende videnskabelige sprog. Og det var på et tidspunkt, hvor engelsk slet ikke spillede den rolle, som det gør i dag, først 1902 bliver engelsk obligatorisk fag i gymnasiet.


Slutningen på talen/afhandlingen lyder sådan her:


Men hvorledes det saa maa gaa dermed, maa det aldrig tabes af Syne, at det her kun drejer sig om et fælles Hjælpemiddel for de forskellige Nationer til at gøre sig forstaaelige for hverandre indbyrdes. En uafviselig Betingelse herved maa være, at Modersmaalets Ret til fuldt og frit at leve sit eget Liv ikke krænkes; thi det er det dyrebareste et Folk ejer.


Det andet eksempel på fag, som nogenlunde er til at forstå, vil jeg gengive med Axel Ryes ord fra ”Randers i en nøddeskal”:


Orkhon er en lille flod på grænsen mellem det sydlige Sibirien og det nordlige Mongoli. I denne flod havde man i anden halvdel af det forrige århundrede fundet to store stenstøtter, der målte tre meter i højden og en halv meter i bredden. På støtterne var indhugget nogle hidtil ukendte runelignende skrifttegn, som alverdens sprogvidenskabsmænd forgæves havde søgt at finde en løsning på. Så kom Vilhelm Thomsen til, og med sin enorme sproglige indsigt lykkedes det at tyde indskrifterne. Han fandt ud af, at sproget var oldtyrkisk, og at stenene var rejst i året 732 som minde om en tyrkisk prins, hvis rige strakte sig fra Mongoliet i øst til Iran i vest. I 1893 kunne Vilh. Thomsen i Videnskabernes Selskab i en foreløbig meddelelse fremlægge tydning og læsning af de gådefulde indskrifter.


Afhandlingen kom først tre år senere.


Tina Knudsen Jensen fortæller i ”Historier fra Randers”, at man i 2001 på L.N. Gumilev Universitetet i Kasakstans hovedstad afslørede en kopi af stenene og at Lokalhistorisk Arkiv bidrog til en lille udstilling med fotos. Danmark bidrog til festlighederne med en boggave: Vilhelm Thomsens samlede værker!


Indskriften lyder sådan: Da den blå himmel / og den mørke jord var skabt / blev menneskets sønner skabt mellem dem. / Over menneskets sønner rejste de Khaganer / som blev mine forfædre, sig. / Da de var blevet overherrer / styrede de det tyrkiske folk / og overgav dem sine love. / I alle verdens fire hjørner havde de fjender, / men de gik mod dem med våben./ De overvandt dem og bragte fred til dem, / de fik de overvundne til at bøje deres hoveder / og fald på knæ. / Som arv gav de os alt der ligger / mellem Khingan-bjergene i øst / og Jernportene der åbner / mod Oxus-floden i vest, / Alt hvad der ligger mellem disse grænser var de Blå Tyrkeres Rige.


VTs tilknytning til Randers er slet ikke så intim som hverken Wildenraths eller Stillings.


Han kom til byen som 5årig, fordi faderen var blevet postmester i Randers. Barndomshjemmet lå på hjørnet af Nørregade og Provstegade. Han blev student i 1859 og studerede og senere underviste i København. Han var i Randers sidste gang i 1882, men han var aktiv i Randrusianer Samfundet.  Og det var på forslag fra dette samfund, at Vestre Torv i december 1941 (oplæg til 100-årsdagen året efter) blev omdøbt til Vilhelm Thomsens Plads. Sanskrit og arabisk var han allerede fortrolig med, før han forlod skolen, og selvstudier var hans lod mange gange, da universitetet ikke kunne opfylde alle hans ønsker om undervisning. 1887 blev han professor.


Rækken af æresbevisninger er alenlang. VT bliver ridder af elefantordenen 1912, samme år, på 70-årsdagen hyldes han med ikke mindre end to festskrifter med bidrag fra alle førende forskere fra hele verden. På 75-års dagen indeholdt Berlingske Tidende (24.1. 1917) en enquete med 21 artikler af verdens førende sprogforskere, som hyldede VT. Hans buste står to steder i Randers: På Statsskolen (Anne Marie Carl Nielsen), og på rådhuset (Kai Nielsen). Afbildet bl.a. på P.S. Krøyers maleri af møde i Videnskabernes Selskab (1887).


Æresborger bliver han i 1922 på 80års-dagen. Professoren modtager i København følgende skrivelse underskrevet af samtlige byrådsmedlemmer:


Deres Excellence!

Randers By, Deres Barndoms Hjem, i hvis Latinskole De har samlet de første Skatte, som Rust og Møl ej fortære, og til hvilken vi ved, De føler Dem knyttet ved mange lyse Barndomsminder, bringer Dem i Dag paa Deres store og sjældne Højtidsdag sine hjerteligste og højtideligste Lykønskninger, idet man samtidig tillader sig at meddele at Byraadet enstemmigt har besluttet at anmode Dem om at modtage Udnævnelsen til Æresborger i Randers som et Vidnesbyrd om, at ogsaa Deres Hjemstavnsby forstaar at vurdere den Betydning, Deres Forskergerning har haft for vort Fædreland.

Randers den 23. Januar 1922.

I Byraadet: (underskrifter)

Da Professorens Fader, afdøde Kammerraad, Postmester Ludvig Thomsen, postmester i Randers fra 1847 til sin død 1860, ligger begravet paa Randers Kirkegaard, har Byraadet vedtaget i Morgen at henlægge en signeret Krans paa hans Grav.


Man sagde om VT, som var et beskedent menneske fri for forfængelighed, at han kunne tie stille på 50 sprog.


(Tekst: Keld Sørensen - Red. Henning Kragh)